Hvordan beregnes feriedage?
Som deltidsansat kan det være nødvendigt at regne lidt på, hvor mange feriedage du faktisk bliver trukket, når du holder ferie.
Hvis du arbejder færre end fem dage om ugen, tæller dine arbejdsfrie dage med i regnskabet. Derfor bliver en feriedag "omregnet", så den svarer til en større del af din samlede ferie.
Eksempler:
- Arbejder du fire dage om ugen, udgør én feriedag 1,25 dag (5/4).
- Holder du fire feriedage, bliver du trukket for 5 feriedage (1,25 x 4).
- Holder du to feriedage, bliver du trukket for 2,5 feriedage (1,25 x 2).
- Arbejder du to dage om ugen, udgør én feriedag 2,5 dag (5/2).
- Holder du to feriedage, bliver du trukket for 5 feriedage (2,5 x 2).
- Holder du én feriedag, bliver du trukket for 2,5 feriedage (2,5 x 1).
Ændring i arbejdstid
Hvis din arbejdstid ændrer sig fra det tidspunkt, hvor du har optjent feriedagene, til det tidspunkt, hvor du holder dem, skal din løn under ferien reguleres. Den skal afspejle, hvor meget du arbejdede, da ferien blev optjent.
Eksempel:
Hvis du har optjent 5 feriedage, mens du arbejdede 37 timer om ugen, men senere går ned på 31 timer, skal du stadig have løn svarende til 37 timer, når du holder dine 5 feriedage. Lønnen beregnes dog efter dit aktuelle lønniveau på ferieafholdelsestidspunktet – ikke efter lønnen, du fik, da ferien blev optjent.