Lønmodtager
Du er lønmodtager, hvis du udfører arbejde for en arbejdsgiver efter dennes instruktion og for arbejdsgiverens regning og risiko. Det vil sige, at du skal arbejde i arbejdsgiverens navn, og det er arbejdsgiveren, der bærer det økonomiske ansvar forbundet med arbejdet samt betaler for de udgifter, der er ved arbejdet.
Som lønmodtagerfreelancer eller fast tilknyttet freelancer er du derfor også omfattet af lønmodtagerbegrebet, hvis du udfører arbejde for en arbejdsgiver som beskrevet ovenfor.
Selvstændig
Du er selvstændig, når du driver erhvervsmæssig virksomhed for egen regning og risiko med det formål at få et overskud. Det betyder, at din virksomhed skal være indrettet og drives på en måde, at virksomheden kan forventes at blive rentabel.