Hvis du er syg, kan du søge om sygedagpenge, hvis du inden for 12 måneder har drevet selvstændig virksomhed i mindst seks måneder med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 18½ time om ugen. Den ene af de seks måneder skal ligge lige op til sygefraværet.
Selvstændige kan dog først få sygedagpenge efter 14 dages sygdom, medmindre de har tilkøbt ekstraforsikring via Statens Administration.
Sådan sygemelder du dig:
Som selvstændig uden et CVR-nummer kan du ikke indberette digitalt. Vi anbefaler, at du får en såkaldt PMV-registrering (Personligt ejet Mindre Virksomhed), fordi du så som momsfritaget virksomhed får et proforma-CVR, så du kan anvende de digitale muligheder. Du kan få en gratis PMV-registrering her
Følg herefter vejledning i sygemelding for selvstændige med cvr-nummer.
Hvis du er syg og ikke er PMV-registreret, skal du via KL’s hjemmeside benytte et særligt skema for at indberette sygdom.
Du skal anvende blanket NR 104C til anmeldelse. Der er forskellige frister for anmeldelse afhængig af om du har tegnet forsikring eller ikke.
Hvis du er forsikret fra 1. sygefraværsdag, skal blanketten afleveres til din opholdskommune senest 1 uge efter første sygefraværsdag.
Hvis du er forsikret fra 3. sygefraværsdag skal blanketten afleveres til din opholdskommune senest 1 uge efter 3. sygefraværsdag.
Hvis du ikke er forsikret, skal blanketten afleveres til din opholdskommune senest 3 uger efter første sygefraværsdag.