Symptomerne ved kompliceret PTSD
Når PTSD først er udviklet, kan symptomerne hos nogle mennesker kompliceres af en række psykiske og fysiske sygdomme. Dette kaldes kompliceret PTSD. Patienter, der henvises til specialiseret behandling i den regionale psykiatri, lider som regel af kompliceret PTSD. Symptomerne kan fx være:
Depression og skyldfølelse
Depression ledsages ofte af skyldfølelse og selvbebrejdelser. Selvværdet er lavt ,og man tænker negativt om sig selv. Mange med PTSD får en moderat depression, mens andre rammes i svær grad. Depressionen kan øge tendensen til isolation og gøre det endnu vanskeligere at slås mod sygdommen.
Tanker om død eller selvmord
Selvmordstanker er ofte til stede; lige fra fornemmelsen af, at det kunne være en lettelse ikke at vågne om morgenen til egentlige tanker eller ligefrem planer om selvmord. Mange med PTSD plages af sådanne tanker, og hos nogle er der en høj selvmordsrisiko.
Dissociative forstyrrelser og hallucinationer
Dissociative forstyrrelser er en ufrivillig flugt fra virkeligheden. Kroppen kan føles uvirkelig. Nogle føler ligefrem, at de befinder sig uden for deres krop. Andre handler i trance, hvor de pludselig vågner op et fremmed sted uden at vide, hvordan de er kommet derhen. Man kan også opleve hallucinationer, hvor man hører stemmer fra folk, der deltog i den traumatiske begivenhed. Stemmerne kan tale nedsættende og være styrende og bestemmende. Svære psykotiske symptomer er sjældne. Lettere psykotiske symptomer er hyppigere og ofte forbigående.
Angst og tvangsritualer
Mange oplever angst. Angsten kan spænde fra let vakt ængstelse og angstanfald til vedvarende svær angst. Mange udvikler en række tvangsritualer for at beskytte sig mod angsten.
Hukommelsestab
Andre oplever helt eller delvist hukommelsestab i forhold til den traumatiske begivenhed. Man har gjort alt for at fortrænge
begivenheden og har nu tabt evnen til at huske den. Men selvom der umiddelbart er ”lagt låg på”, er angsten stadig i kroppen.
Isolation og grundlæggende forandringer i personligheden
Manglende tillid til andre, øget mistro og fjendtlighed kan også være nogle af symptomerne ved kompliceret PTSD. De kan
medføre, at man isolerer sig fra sociale aktiviteter. Personen trækker sig tilbage fra venner og familie, bliver initiativforladt
og mister interessen for at deltage i betydningsfulde aktiviteter. Personligheden er således grundlæggende forandret.
Kropslige symptomer
Ofte forekommer svære kropslige symptomer, som kan være vanskelige at diagnosticere, og derfor medfører mange
undersøgelser hos egen læge og evt. speciallæger.
Traumetilstanden og den langvarige anspændthed belaster kroppen og kan have vidtgående konsekvenser. Ofte plages man af hjertebanken, brystsmerter, synkebesvær, mavebesvær og smerter fra bevægeapparatet. Desuden er der øget risiko for sukkersyge, forhøjet blodtryk og gigtsygdomme.
Misbrugsproblemer
Misbrug — især af alkohol eller angstdæmpende medicin — er ret hyppigt og vanskeliggør behandlingen, da evnen til at løse problemer bliver meget ringere. Misbrug er desuden dokumenteret sundhedsskadeligt.