Hvis du sælger noget, der skal moms på, skal du i udgangspunktet registrere dig som selvstændig og sende en faktura med moms. Det kan også være, at du skal sælge en momsfritaget ydelse, men at kunden hårdnakket kræver, at du sender en faktura uden moms i stedet for en lønopgørelse. Og for at kunne sende en faktura skal du som bekendt være selvstændig.
Hvis du bliver selvstændig, kan du ikke få supplerende dagpenge, så hvis du har behov for at supplere din indkomst med dagpenge, skal der være tale om lønarbejde. Løntimerne tæller med i genoptjening af dagpengeret.
Man kan godt søge om at få godkendt selvstændig bibeskæftigelse, hvis man kan skrive under på, at arbejdet altid kan flyttes, at man ikke har til hensigt at leve af det, og at man kan holde bibeskæftigelsen på max. 15 timer om ugen. Timerne tæller i givet fald ikke med i genoptjening af dagpengeret.
Hvis du i stedet bruger Teknik & Design, bliver du ansat til at lave opgaven, og bureauet ordner alt papirarbejdet. Du indgår selv aftalen med kunden, og herefter ansætter bureauet dig til at udføre opgaven, fakturerer kunden og udbetaler løn til dig.
Det koster otte procent af fakturabeløbet. Fordelen er, at du får løn med skattetræk, slipper for alt papirarbejdet og bevarer din status som lønmodtager. Desuden får du også løn, hvis du bliver syg, eller hvis kunden ikke betaler.