Vi har selvsagt behov for at vide, hvem vores medlemmer er, for at kunne være medlemmernes fagforbund og servicere disse med tilbud om events, medlemsfordele, informationer mv. og for at kunne opkræve kontingent. Fundamentet for at kunne gennemføre disse aktiviteter er, at vi har en medlemsdatabase med tilhørende IT-systemer.
Dataansvarlig: Da medlemskab af Dansk Journalistforbund (DJ) samtidig forudsættes for medlemskab af en kreds, en specialgruppe eller en specialforening, og da DJ også opkræver kontingent på vegne af disse kredse, grupper og specialforeninger, er der et fælles dataansvar for den fælles medlemsdatabase mellem Dansk Journalistforbund og den enkelte kreds, specialgruppe eller -forening for så vidt angår dennes medlemmer. Der er indgået en aftale om fælles dataansvar, hvor opgavefordelingen er aftalt.
DJ fører det fælles medlemsregister i DJ’s system og har ansvaret for behandlingssikkerheden. Begge parter kan håndtere henvendelser fra registrerede medlemmer om persondataspørgsmål. Den enkelte kreds, specialgruppe eller -forening kan på daglig basis trække opdaterede medlemslister, når der er et konkret behov herfor.
Vi behandler almindelige personoplysninger såsom identifikationsoplysninger (fx navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse, fødselsdag), uddannelse, arbejdsplads, titel og evt. tillidshverv.
Af følsomme oplysninger behandler vi i sagens natur oplysning om fagforeningsmedlemskab. Endvidere behandles oplysninger om CPR-nummer - dette har kredse, specialgrupper og -foreninger dog ikke adgang til.
De fleste personoplysninger, vi behandler om dig, har vi modtaget af dig selv ved din tilmelding. Dine adresseoplysninger opdaterer vi via CPR-registeret. Lønoplysninger indberettes af arbejdsgivere til lønstatistik. Skatteoplysninger indhentes fra SKAT. Derudover kan vi have modtaget oplysninger fra andre organisationer eller offentlige myndigheder.
Retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger for at opfylde aftalen om dit medlemskab er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1 litra b. Behandling af CPR-nummer sker på grundlag af data-beskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 4. Derudover sker den behandling, som er nødvendig for at udføre vores aktiviteter som fagforening, på grundlag af databeskyttelsesforordningens artikel 9, stk. 2, litra d.
Der deles oplysninger om medlemskab, CPR-nummer og betalt kontingent med skattemyndighederne med henblik på at du får skattefradrag for kontingentet.
Vi opbevarer dine persondata, så længe der er et formålsbetinget behov herfor. DJ har en forpligtelse til at gemme oplysninger i op til 5 år efter udgangen af det år, hvor du blev udmeldt af hensyn til bogføringslovens krav. Den enkelte kreds, specialgruppe eller -forening har dog ikke adgang til disse oplysninger om udmeldte medlemmer.